Om

december 14, 2017 Mikki Ragn 0 Comments

"Noget om lykke".. Sikke da en generaliserende og alt for lovende titel! Vi klemmer lige et "min" ind i den overskrift og understreger at lykke er et meget flydende begreb. Min lykke, er ikke nødvendigvis din, men selvom bloggen er ment som selvterapi, så skal du være mere end velkommen til at læse med. Hvem ved, måske finder du noget der kan hjælpe dig på vej, i den retning hvor du lærer hvad lykke er for dig.

Jeg er en 31 årig kvinde der skriver under pseudonym. Hvis du er "stalker typen" der gerne vil kende personen bag bloggen lidt mere, så kan du lure lidt på min Instagram, der også omhandler alt muligt andet.
Det her er min tredje blog i serien "Noget om ..". I 2017 var mit nytårsfortsæt at komme mit sukkermisbrug til livs, og sætte nogen regler op så slik og kage ikke længere skulle være en dominerende faktor i mit liv. Det er første gang jeg har været så dedikeret om noget, som rent faktisk er lykkeds efter et helt år med regler, og øre holderi.
Jeg har fået blod på tanden, og vil tage hul på et nyt "nytårs fortsæt", så at sige. Uden at det behøver at fylde helt så meget som sukker projektet.

Jeg vil nemlig gerne lære at være et mere positivt menneske, være mere selvsikker og hvile mere i mig selv. I realiteten er det også lidt noget pjat, for jeg er faktisk allerede ret god til netop mange af de ting. Men jeg synes jeg kan blive bedre, særligt fordi det i perioder sniger sig ind på mig, og forpester mit fulde potentiale.

Jeg vil gerne bruge denne blog til at filosofere og gruble. Skrive opgaver op, tips og ting jeg har lært. 2018 skal stå i selvudviklingens tegn.
Jeg vil gerne komme min stress til livs. Jeg er træt af at være usikker. Jeg føler mig forkert inden i, når jeg bliver irrationelt vred på andre. Jeg vil virkelig, virkelig gerne lære at holde op med at overkomplicere tingene!

Med en fortid med svær og længerevarende depression, er det en prioritet for mig at få opretholdt et positivt livssyn. Jeg må dog imidlertid også huske mig selv på, at jeg ikke er på jagt efter at blive en perfekt og fejlfri helgen. Min stræben er at lære at omfavne mine fejl, som jeg kan omfavne mine styrker.
Jeg er ikke det værste menneske mht dårlig selvtillid og stress. Her tror jeg faktisk jeg er ret gennemsnitlig, måske tilmed lidt i den bedre ende. Men jeg har ambitioner om at forfine mine styrker hvis jeg kan, fordi det motivere mig som menneske at forbedre mig selv, uden at det samtidig skal betyde at jeg bebrejder mig selv for ikke at være god lige nu. Kald det en slags hobby.

Jeg har absolut ingen autoritær eller faglig viden bag det jeg skriver. Det er udelukkende personlige tanker og erfaringer. Når jeg skriver "man" i denne
blog, så taler jeg ikke til dig som læser, men et generelt individ, særligt mig selv. Det er ikke en belærende pegefinger, men bare mig der omtaler mig selv i ubestemt tredjeperson.

Udover mine egne tanker og teorier, vil jeg tage udgangspunkt i Buddhismen og stoicismen. Jeg vil også kigge på almene psykologiske råd om bedre selvtillid, imposter syndromet og generel råd om lykke og stress reducering. Jeg ved som udgangspunkt ikke mere end det gennemsnitlige menneske, jeg prøver bare at holde lidt samling på det jeg finder relevant, i denne blog.

0 kommentarer: